Malerier Installationer Udstillinger Omtaler Om Galleri ØckenLund Kontakt

 Omtaler 

 Budskaber og bondage i kælderen 

"Henny Lund formår at kolportere tankevækkende visioner om (over)forbrug, i sin æstetiske installation af pap og papir. Det larmer i kælderen på Kong Georgsvej 19 b. Der råbes, tilbydes og faldbydes. Men der høres ikke en lyd. Bastet og bundet i en tilsyneladende ordentlighed ligger de der. Sammenpressede budskaber og indeklemte signaler i monumentale kolosser. Fragmenter af noget kendt. Farvemættede tumlinge af visualiserede behov fra hverdagen, snøret ind til organisk ukendelighed. Prøver de at trække vejret? Illusionen om kontrol er massiv. Rørende. Oprørende.

 

1.-23. april vises udstillingen "PAP" af Henny Lund i Galleri Nittenunder.

 

Se den før du shopper...

 

"Frøken"

 

 

 Hist på vejen... 

I Brøndsalen kan man se en udstilling, hvor 15 kunstnere viser deres nyeste værker.

Om udstillingen "Hist på vejen" er en fri omskrivning af H.C.Andersens "Hist hvor vejen slår en bugt" er uvist, men det er den fælles titel for en kunstudstilling i Brøndsalen. Den røde tråd i udstillingen er, at de 15 kunstnere, i kortere eller længere tid har opholdt sig på kunstskole. Derudover er der ikke meget andet and kunsten, livet, døden og kærligheden, der binder dem sammen.

 

I en pressemeddelelse fra arrangørerne hedder det. "Hist på vejen.. er en invitation til beskueren om at spadsere med så langt og så længe, som vedkommende har lyst til. Det er op til publikum at finde forbindelserne eller bare studere værkerne."

 

Man kan se billeder af Aniara Ariel, Maria Ström Svensson, Bjørn Ignatius Øckenholt, lene Sandvang, Anne Lorenzen,Eva Linstow, Kit Kjølhede Laursen, Mariann Thymann Schoop, Hanne Christine Gottlieb, Ulla Dige Grønberg,Ina Mance, Maikie Worming, Lotte Kirkeby,Hanna Jakobsen, Henny Lund.

 

Lokalavisen Frederiksberg 18. december 2008.

 

 

 Neutralt aggressivt 

"Henny Lunds billeder beskriver verden, som den er. Neutralt aggressivt spejler hun os, dem og sig selv i en ikonografi der er let genkendelig, men ikke nødvendigvis let gennemskuelig.

Der er billeder af mennesker der ligner mennesker. Grebet i den endelige selverkendelse eller i øjeblikket lige efter hvor uret igen er gået i gang tikkende mod sit eget udgangspunkt.

Det er billeder af mennesker der ligner tegneseriefigurer og måske i det ligner os selv mere end vi selv gør. Groteske i vores vanvid og glæder. Nuttede og lidt sjove i vores manglende udsyn.

Der er billeder af mennesker der ligner dyr. Forsonende kærlige portrætter af dem vi har været eller dem vi husker at kende som de og vi virkeligt kunne være.

Det er billeder malet med stor indsigt og teknisk ekvilibrisme. En kunnen og en viden der gør det bærligt og gysende glædesfuldt at skulle forholde sig til dette spejl.

Og så er der installationerne. Dem kommer der flere af."

Bjørn Ignatius Øckenholt

 

 

 Kvinden og aben 

- om billedkunstneren Henny Lund

Øjnene er det første man lægger mærke til i billedkunstneren Henny Lunds portrætter af dyr og mennesker, og det er også det første hun tegner med kul eller skitserer eller maler med penslen. Farveskalaen er overvejende sort-hvid, hvad der giver et anstrøg af nøgternhed og dokumentation. Man får en mistanke om at kunstneren vil sige os noget om virkeligheden.

Hun siger selv, at hun ser mennesket i dyret, men usikkerheden breder sig, for det ligger snublende nær at spørge, hvad det så er hun ser, når hun maler mennesket. Og ja, man ser den nøgne abe, mennesket ikke som kultur, men som oprindelig natur uden tjek på tilværelsen og følelserne. Mennesket bag facaden uden kulturel fernis. Og aben, denne vor ikke så fjerne fætter er netop Henny Lunds yndlingsmotiv.

Derfor er det også logisk, at det næsten kun er vilde dyr, der males her. For, lige som det ikke er tam-, hus- eller kæledyr så er det altså heller ikke "pæne", beherskede folk. Disse mennesker og dyr har deres eget liv, og derfor ledes vi igen på glatis: Hvem betragter egentlig hvem? Henny Lunds portrætterede insisterer nemlig på at være der: Kom bare an. Jeg er her. Du kan ikke bare ignorere mig. Jeg er en del af verden - eller af dig selv måske?

Denne insisteren på væren på egne præmisser afspejles også i kunstnerens motiver og teknik. Hun skitserer med kul eller penslen. Det er alt andet end pænt. Frækt, groft eller elegant, men altid overlegent i stregtegningen, der står og vibrerer mod den hvide baggrund. Eller lærreder med udtværede, tilsyneladende fingermalede motiver. Kom bare an. Og som et fjernt ekko høres: "Skulle det nu være kunst? Det kunne min 3-årige datter eller en abe have lavet lige så godt."

Historien bag den portrætterede kender vi ikke - måske gør kunstneren det, men hun giver os ingen hjælp i form af attributter eller en baggrund der kan formildne mødet med medmennesket eller ens egne fortrængte dæmoner.

Men rejser måske spørgsmålet om muligheden af en verden med plads til både de vilde dyr, de vilde mennesker og det vilde i en selv.

Hanna Decker

Juni 2007

 

 

 Folk med ben, mund og hud 

Ovenstående er den foruroligende titel på Henny Lunds udstilling i Galleri ØckenLund i december 2008. Øjne er ikke nævnt i titlen og dog har de på alle måder betydning for disse nye malerier. Hver gang man blinker glider aftryk af virkeligheden ned over hornhinden og sætter ting i gang i baghjernen. Den der har gjort sig erfaringer med at holde øjnene lukkede i længere tid af gangen vil vide at det frister til indre billeder i mængder. Billeder af virkeligheden som den virkelig ser ud for den enkelte. Henny Lunds billeder er den type billeder og derfor genkendelige på mere end en facon, men hvad man genkender er en privat sag.

Folk med ben,mund og hud har åbent 1.-23.december 2008.

Velkommen til fernisering 1. december kl. 17-20

GALLERI OCKENLUND
Kronprinsesse Sofies vej 6
2000 Frederiksberg

www.ockenlund.dk